Sponsorer er nødvendige for et succesfuldt DM i Skills

Når de unge vvs-energilærlinge kæmper om titlen som Danmarks bedste og viser faget frem til DM i Skills den 2. – 4- februar, står mange af vvs-branchens leverandørvirksomheder bag.

DM i Skills er et stort arrangement med mange involverede, som ved fælles hjælp får det hele til at gå op i en højere enhed. Tak til alle vores sponsorer, der giver en hånd med i form af tøj, materialer, værktøj og gaver.

De fire konkurrencedeltagere er klædt på i det nyeste og lækre arbejdstøj fra Mascot.

I løbet af de tre dage skal deltagerne lave installationer til vand og varme i teknikrummet. Vand og varme skal føres videre til de øvrige rum. Centralvarmen skal fordeles til badeværelset og stuen. Grohe sponserer de Rainshower-brusere, som deltagerne skal sætte op i badeværelset. Cirkulationspumper er sponseret er Grundfos.

Rør, bæringer, radiatorer og værktøj er sponseret af Brødrene Dahl. For at kunne tilpasse rørene og bukke dem pænt stiller REMS bukkeværktøj, maskiner og arbejdsborde til rådighed for alle deltagerne.

Danfoss leverer en programmerbar varmestyring, som kunden kan styre via en app, mens Gemina Termix og Vaillant sponserer de varmekilder deltagerne bl.a. skal slutte til gulvvarmen, der er sponseret af Uponor.

I år har vi forsøgt at gøre det endnu mere tydeligt for de besøgende, hvilke rum de fire vvs-energispecialister arbejder i, og hvad de enkelte opgaver består af. Det kan du opleve, hvis du slår vejen forbi Messe C i Fredericia fra den 2. til 4. februar.

Der er gratis adgang og du finder vvs-energispecialisterne lige ved indgangen i hal A.  Torsdag er der åbent for publikum til kl. 18, fredag til klokken 17 og lørdag er der åbent for publikum til kl. 15.30, men vi slutter konkurrencen kl. 11, så dommerne har tid til at vurdere og voterer inden den store afslutningsceremoni og præmieoverrækkelse løber af stablen kl. 14 – 15.30.