DM i Skills er et stort arrangement med mange involverede, som ved fælles hjælp får det hele til at gå op i en højere enhed. Tak til alle der har givet en hånd med.
I år skal de fire vvs-energispecialister, der kæmper om titlen som Danmarks bedste, installere et topmoderne varmesystem med lav fremløbstemperatur. Lave fremløbstemperaturer i radiatorer og gulvvarme er en væsentlig del af den grønne omstilling, fordi den lave fremløbstemperatur betyder, at fx varmepumper og fjernvarmeinstallationer opnår en markant øget energieffektivitet. Derudover skal der trækkes rør og monteres moderne brusere og vandhaner i et badeværelse.
Deltagerne skal både lave gulvvarme og montere en radiator. De skal også arbejde med ventilation og installere en bruser samt berøringsfri armaturer. Endelig skal de installere en styring til både vand, varme og ventilation.
Hos vvs-installationsteknikerne på demonstrationsstanden kan publikum komme helt tæt på og bl.a. se nærmere på en moderne bruser, hvor man kan følge vandforbruget. Publikum kan også selv prøve kræfter med at bukke og samle kobberrør.
At DM i Skills år efter år er en stor succes skyldes ikke mindst vores engagerede sponsorer. De spiller en helt afgørende rolle for, at deltagerne er klædt godt på og ikke mindst, så sikrer vores mange sponsorer, at konkurrencen indeholder elementer med nye materialer og tekniske løsninger, som gør konkurrenceopgaverne så virkelighedstro som muligt.
DM i Skills – Danmarks største uddannelsesevent
DM i Skills er det store årlige Danmarksmesterskab for de mest talentfulde unge fra erhvervsuddannelserne. Omkring 300 deltagere kæmper i mere end 45 forskellige fag om at blive landets bedste.
DM i Skills giver de unge chancen for at vise deres talenter. Det er desuden med til at skærpe deres faglige niveau og vise omverdenen – heriblandt grundskoleelever – erhvervsuddannelsernes mangeartede og spændende muligheder.
Sideløbende med Danmarksmesterskabet afholdes Skills Stafetten for elever i 8. klasse. Holdene udtages på forhånd ude på den lokale erhvervsskole. Tanken med denne konkurrence er at aktivere de besøgende grundskoleelever og gøre dem til aktive deltagere.
Derudover får de besøgende skoleelever mulighed for at afprøve deres egen faglige kunnen i de særlige “Prøv og mærk stande”. Her kan de også snakke med unge på erhvervsuddannelserne samt med vejledere.
DM i Skills er åben for alle interesserede, og der er gratis adgang til arrangementet. Du kan læse mere på Skills Denmarks hjemmeside.