Elektriker-talenter på opdagelse i fremtidens teknologi

Ti talentfulde elektrikerlærlinge er netop vendt hjem efter et inspirerende tredages besøg hos Signify i Eindhoven. Turen, der havde fokus på design og styring af lys, gav lærlingene mulighed for at dykke ned i den nyeste teknologi inden for smart belysning og design.

For el-branchen er talentprogrammet en vigtig investering i fremtiden – en anerkendelse af, at det er nødvendigt at uddanne, motivere og inspirere de næste generationer af elektrikere til at tage lederskab i den teknologiske udvikling. For de unge talenter er det en unik chance for at bygge en karriere, der ikke bare følger strømmen, men som bidrager til at forme fremtiden for energi, teknologi og bæredygtighed.

Hands-on erfaringer

Under besøget blev lærlingene introduceret til Interact Pro, et avanceret system for smart belysning. Dette gav dem en dybere forståelse af, hvordan de nyeste innovationer kan anvendes i praksis. Svend Hansen, lærling hos Kemp & Lauritzen, delte sine erfaringer: “Jeg har faktisk tidligere arbejdet med Interact Pro, men det er sjovt at gøre sine erfaringer og prøve det af. Det er et nemt system, som jeg bedre vil kunne anbefale at tage i anvendelse i min virksomhed. Hvis jeg selv bestiller armaturer, vil jeg være mere opmærksom på kelvingrader, Ra-værdi osv.”

Udforskning af lysets muligheder

Et af turens absolutte højdepunkter var besøget på Signifys Lighting Application Center (LAC). Det avancerede showroom og belysningslaboratorium demonstrerer, hvordan lys kan anvendes effektivt i forskellige miljøer såsom kontorer, butikker og udendørsarealer. Lærlingene oplevede også, hvordan lys påvirker mennesker i forskellige situationer og blev introduceret til NatureConnect-armaturer, der bringer naturligt dagslys ind i bygninger.

 

Spot på lysets historie

Besøget inkluderede også en tur til Philips Museum, hvor lærlingene fik indsigt i Philips’ historiske bidrag til teknologiske innovationer og sociale forandringer i Eindhoven. Museet gav dem et fascinerende indblik i, hvordan teknologien har formet samfundet gennem tiden.

Bæredygtige løsninger med 3D-print

Turen sluttede med en præsentation af 3D-printet belysning, hvor lærlingene fik mulighed for at se de imponerende 3D-printere i aktion. Denne teknologi gør det muligt at skabe lamper, der kan tilpasses specifikke kundebehov og designkrav. For eksempel kan en lampe, der ligner beton, fremstilles uden faktisk at være lavet af beton. Det er et innovativt produktionssystem, der reducerer behovet for lagerkapacitet og forhindrer overproduktion ved kun at producere efter ordre.

Unik mulighed for læring og fællesskab

De oplevelser og læringer, som talentprogrammet tilbyder, er uvurderlige både for deltagerne og deres oplæringsvirksomheder. Deltagerne kommer nemlig ikke blot hjem med både værktøjer og viden, som er med til at udvikle dem professionelt; de inspirerer også deres kollegaer til innovation og til at tænke kreativt og skabe løsninger på nutidens og fremtidens udfordringer.

Talentforløbet hos Signify giver lærlingene en unik mulighed for at udforske og afprøve de nyeste teknologier direkte hos producenterne. Besøget har uden tvivl udvidet deres horisonter og inspireret dem til fremtidige projekter inden for belysning og teknologi, ligesom det har givet de 10 lærlinge et nyt fagligt fællesskab.

Læs mere om El-Branchens Talentprogram herunder