Det er ikke kun til OL, at konkurrencen er benhård. Det bliver den også onsdag den 28. august, hvor det skal afgøres hvem, der skal repræsentere Danmark ved EuroSkills 2025 i Herning – og hvem der skal være suppleant.
Åbent for tilskuere
Udvælgelseskonkurrencen afholdes hos Schneider Electric, Lautrupvang 1 i Ballerup og er åben for tilskuere fra kl. 9-11 og igen fra kl. 13-15. Det er derfor en oplagt mulighed at både mestre, svende og deres lærlinge sætter hverdagen på pause og lægger vejen forbi Ballerup.
Deltagerne mødtes forleden hos landstræner Peter Sikora, for at lære hinanden at kende og blive klogere på, hvordan udvælgelsesdagen kommer til at forløbe.
”Det er altid en stor oplevelse, når de bedste lærlinge får chancen for at vise deres faglige niveau og bliver udfordret på deres kompetencer. Det er især vigtigt at deltagerne oplever spændingen og det pres, der er forbundet med at have mange tilskuere, mens man arbejder med en stram tidsfrist. Derfor håber jeg, at mange vil komme og se,” siger landstræner Peter Sikora.
Deltagerne
De fire deltagere kommer fra virksomheder spredt over hele Danmark. Fælles for dem alle er, deres passion og dedikation for elektrikerfager og ikke mindst deres arbejdspladsers opbakning til de mange træningstimer, der følger med en mulig udvælgelse til EuroSkills 2025.
De fire deltagere er:
Niklas Møller Dall fra JK+ i Glamsbjerg
Mads Melchior Jepsen fra Electricom i Kalundborg
Noah Nelson fra Kemp & Lauritzen i Hvidovre
Casper Kærvang Pedersen fra Øgaard A/S i Farsø.
Fra venstre: Noah Nelson, Casper Kærvang, Pedersen, Mads Jepsen, Niklas Møller Dall og landstræner Peter Sikora