Ny digital proces for virksomhedsgodkendelse til at uddanne elektrikerlærlinge

Igennem en længere periode har virksomheder, der har søgt om godkendelse til at uddanne elektrikerlærlinge oplevet, at der kunne være systemproblemer med ansøgningsprocessen. Det er selvfølgelig ikke i orden – det skal være nemt og hurtigt.

Derfor lancerer El- og Vvs-branchens Uddannelsessekretariat, EVU den 2. november en ny og forbedret digital ansøgningsproces, så der er mindst muligt administrativt bøvl i virksomheden. Det betyder, at man hurtigt kan komme videre i dialogen med lærling og erhvervsskole om en uddannelsesaftale.

De fleste virksomheder, der søger om at blive godkendt til at uddanne elektrikerlærlinge, vil opleve, at de bliver godkendt med det samme. Uanset om virksomheden bliver ”straksgodkendt” eller ej, modtager virksomheden helt automatisk en mail med oplysninger om godkendelsen eller besked om, hvordan man skal forholde sig.

Du finder ansøgningsskemaet på evu.dk/virksomhedsgodkendelse, hvor du også finder retningslinjer og vejledninger for både elektrikeruddannelsen og vvs-energiuddannelsen.

Den nye digitale virksomhedsgodkendelse er EVUs tredje launch af nye digitale processer i 2020 og er et led i realiseringen af den IT-strategi, som sekretariatet arbejder med i disse år. Siden årsskiftet har EVU således arbejdet med en gennemgribende digitalisering og forbedring af brugeroplevelsen for de mange virksomheder, der dagligt er i kontakt med sekretariatet.

Det betyder også en forenkling af flere administrative processer, fx skal virksomheder, der kontinuerligt uddanner lærlinge, ikke længere regodkendes hvert 4 år. Virksomheder, der ikke tidligere – eller inden for de seneste 2 år – har uddannet lærlinge og virksomheder der får nye arbejdsadresser (P-numre), skal fortsat søge om godkendelse til at uddanne lærlinge.

Næste skridt for digitalisering i forhold til elektrikeruddannelsen sker i foråret 2021, hvor elektrikeruddannelsen.dk udbygges med et nyt modul, så en uddannelsesaftale fremover indgås digitalt, underskrives digitalt og fremsendes til skolen digitalt.