Derfor har TEKNIQ Arbejdsgiverne og Dansk El-Forbund udviklet El-Branchens Talentprogram, der sammen med nogle af branchens førende leverandører som fx Signify og Schneider Electric, giver de dygtigste elektrikerlærlinge mulighed for at dykke ned i den nyeste teknologi fx inden for intelligent bygningsautomatik og moderne lysdesign.
Gennem praktisk erfaring i form af workshops og møder med branchens førende eksperter, har de unge talenter fået et sjældent indblik i, hvordan fremtidens teknologier kan forme vores verden. Fra bæredygtige energiløsninger til smarte belysningsystemer, har deltagerne ikke blot fået udvidet deres viden, men også deres vision for, hvad der er muligt inden for deres fag.
”Det der fangede mig allermest, var vores besøg i Signify’s lyslaboratorium, hvor vi fik indblik i den moderne og højteknologiske belysning, der er med til at forme fremtiden. Det har været en fantastisk mulighed for at få udvidet horisonten og lære fra de bedst i branchen og jeg glæder mig til at bruge den viden og de indsigter, jeg har fået,” sagde elektrikerlærlingen Zenia Iversen, efter turen til Signify’s Lighting Application Centre (LAC) i Eindhoven.
De oplevelser og læring, som talentprogrammet tilbyder, er uvurderlige både for deltagerne og deres oplærings-virksomheder. Deltagerne kommer nemlig ikke blot hjem med både værktøjer og viden, som er med til at udvikle dem professionelt; de inspirerer også deres kollegaer til innovation og til at tænke kreativt og skabe løsninger på nutidens og fremtidens udfordringer.
”Det har været en megafed oplevelse! Vi lærte bl.a. om hvordan Schneider Electric bruger floden ved siden at bygningen til at køle bygningen om sommeren og så, hvordan anlægget er opbygget,” udbrød elektrikerlærlingen Jonas Bredsgaard Larsen efter turen til Schneider Electrics flagskibsbygning i Grenoble.
For branchen talentprogrammet en vigtig investering i fremtiden – en anerkendelse af, at det er nødvendigt at uddanne, motivere og inspirere de næste generationers elektrikere til at tage lederskab i den teknologiske udvikling. For de unge talenter er det en unik chance for at bygge en karriere, der ikke bare følger strømmen, men som bidrager til at forme fremtiden for energi, teknologi og bæredygtighed.