Search
Close this search box.
Search
Close this search box.

Elektrikere og VVS’ere skal spille en større rolle i Danmarks beredskab

Når strømmen går, vandforsyningen svigter, eller den kritiske infrastruktur bliver ramt af et cyberangreb, er der brug for fagfolk, der kan handle. Derfor skal elektrikere, VVS’ere og virksomhedernes kompetencer tænkes ind i Danmarks beredskab. Det var et centralt budskab, da politikere, kommuner, virksomheder og fagfolk i går mødtes til konferencen En ny grøn retning i en usikker verden.
Fire talere står på en scene foran en stor rød skærm med teksten "EN NY GRØN RETNING I EN USIKKER VERDEN"; skærmen viser tre portrætbilleder med navne og titler under hvert samt logoerne "TEKNIQ" og "DANSK EL-FORBUND".

”Samfundet har brug for jer.” 

Det var det klare budskab fra ministeren for samfundssikkerhed og beredskab, Lisbeth Bech-Nielsen, da Blik- og Rørarbejderforbundet, Dansk El-Forbund og TEKNIQ samlede en bred kreds af aktører for at diskutere de faglærtes rolle i Danmarks beredskab og den kritiske infrastruktur.  

Et velfungerende samfund kræver, at strøm, vand, varme og digitale forbindelser fungerer. Også hvis krisen rammer. Hospitaler, virksomheder og borgere er afhængige af disse grundlæggende funktioner. Hvis den kritiske infrastruktur fx bliver ramt af cybersabotage, hybridangreb eller andre kriser, skal skaderne håndteres, og forsyningen genoprettes. Det kræver fagfolk med de rette kompetencer, adgang til installationerne og mulighed for at handle hurtigt. 

Paneldebat på en scene med ni paneldeltagere stående ved høje runde borde foran et stort rødt skærm og et fyldt publikum i forgrunden. På skærmen står teksten "FRA PLANER TIL VIRKELIGHED" og "NYE OPGAVER I ET NYT TRUSSELSBILLEDE", der vises også cirkulære portrætter med navne; på venstre banner står "Faglærte får installationerne til at fungere. Også når vi har mest brug for det." og på højre banner står "Strøm, vand og varme er kritisk. Det er fagligheden også."

Fra planer til virkelighed 

Konferencen samlede blandt andre borgmestre, repræsentanter fra en bred vifte af organisationer, virksomheder, eksperter, tillidsvalgte og medarbejdere. På tværs af fagligheder og ansvarsområder var fokus på, hvordan Danmark kan styrke beredskabet og sikre, at de nødvendige kompetencer står til rådighed, når samfundet bliver sat under pres. 

Et centralt tema var samfundets stigende afhængighed af digitale systemer. Digitale angreb kan få direkte konsekvenser for den kritiske infrastruktur, og det stiller nye krav til både forebyggelse og genopretning. Når strøm, vand og varme er afhængige af digitale systemer, der kan blive ramt, er det afgørende, at beredskabet også omfatter de fagfolk, der kan sikre installationerne og få dem til at fungere igen. 

På konferencen blev der derfor blandt andet også peget på behovet for et teknikerberedskab, hurtigere sikkerhedsgodkendelser og en tydeligere ansvarsfordeling mellem myndighederne og de fagfolk, der skal bidrage under en krise. 

Beredskabsplaner på papir gør det nemlig ikke alene. Der skal også være en klar organisering, så det på forhånd er aftalt, hvem der skal gøre hvad, og så de rette fagligheder hurtigt kan bringes i spil, når situationen kræver det. 

El- og vvs-branchen er klar til at tage et fælles ansvar 

Danmarks beredskab hænger tæt sammen med den grønne omstilling. Udbygningen og vedligeholdelsen af fremtidens energisystemer kræver faglærte med stærke tekniske kompetencer. De samme kompetencer er afgørende, når den kritiske infrastruktur skal beskyttes, vedligeholdes og genoprettes under kriser. 

Der arbejdes allerede på at styrke elektrikeruddannelsen og vvs-energiuddannelsen, så fremtidens faglærte er rustet til de nye krav i en usikker verden. Men manglen på faglærte er fortsat en udfordring. Derfor er der behov for både at uddanne flere og sikre, at de faglærtes kompetencer bliver tænkt ind i beredskabet, inden krisen rammer. 

Tak til Blik- og Rørarbejderforbundet, Dansk El-Forbund og TEKNIQ for at stå bag konferencen og gå samlet i front på en vigtig dagsorden. Og en stor tak til alle de engagerede deltagere og oplægsholdere for deres bidrag til drøftelserne om elektrikerne og VVS’ernes rolle i Danmarks beredskab.