Search
Close this search box.
Search
Close this search box.

Når klimaet kalder, svarer elektrikeren

Elektrikere er afgørende for den grønne omstilling – men hvis flere skal svare, når klimaet kalder, kræver det investering i talent, træning og faglig stolthed.

Når Europas bedste unge elektrikere samles til EuroSkills i Herning til september for at konkurrere om medaljer til europamesterskabet i håndværk, står én ting klart: Elektrikeren spiller en nøglerolle i den grønne omstilling. Og for Casper Kærvang Pedersen, Danmarks håb i elektrikerkonkurrencen til EuroSkills, er vejen dertil brolagt med engagement, præcision og støtte fra virksomheder, der ser talentudvikling som en absolut nødvendighed.

En af dem er belysningsvirksomheden Signify. Som global aktør inden for intelligent og bæredygtig belysning bakker de ikke kun op om fremtidens teknologier – men også dem, der skal installere og implementere de grønne løsninger.

Signify udvikler blandt andet effektive LED-løsninger med store grønne perspektiver. Hvis alle boliger, virksomheder og byer i verden overgik til effektiv LED-belysning, ville det fx årligt kunne mindske elforbruget med 1.402 TWh, hvilket svarer til nok strøm til at oplade 10 gange så mange elbiler, som findes på vejene i dag.

Men teknologien besvarer ikke klimaets kald alene. For at realisere potentialet kræver det elektrikere med kompetencerne til at omsætte løsningerne til praksis og med modet til at tage ansvar for den grønne omstilling.

Elektrikeren som klimahåndværker

Energieffektivisering, intelligent lysstyring og bæredygtige installationer er ikke længere fremtidsvisioner – det er hverdagsopgaver for elektrikere. Men for at omstillingen skal lykkes, kræver det mere end teknologi. Det kræver faglærte elektrikere med tekniske færdigheder, faglig indsigt og vilje til at gå forrest i en branche i hastig udvikling.

Casper er ét eksempel på, hvordan talent og målrettet træning kan bringe håndværksfagene i front og sikre den grønne omstilling. Men han er også en påmindelse om, at talent ikke opstår af sig selv. Det skal opdages, dyrkes og støttes – både i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet:

“Vi er stolte af at støtte Casper på hans vej frem mod EuroSkills 2025. Med støtten er vi ikke kun med til at tænde lys til Caspers medaljedrømme. Vi håber også, at EuroSkills kan være med til at sætte fokus på elektrikerfaget og de mange muligheder i el-branchen. Vi engagerer os ikke kun i teknologier – men også i de fagtalenter, der gør dem til virkelighed. Og vi har brug for langt flere elektrikere som Casper, hvis vi skal nå i mål med elektrificeringen af samfundet,” siger Martin Wallenius, Salgschef hos Signify.

Faglært arbejdskraft er en knap ressource

El-branchen står over for en historisk arbejdskraftudfordring, hvor Danmark vil mangle helt op til 7.500 elektrikere i 2035. Samtidig vokser efterspørgslen på grønne løsninger og energieffektiv teknologi. Det er et problem som kun kan løses, hvis vi investerer i fremtidens faglærte og skaber synlige rollemodeller, der viser vejen.

Når Casper går på scenen til EuroSkills 2025, bærer han derfor ikke kun Dannebrog på ryggen. Han repræsenterer en hel generation af unge faglærte, der har viljen og evnerne til at gøre en reel forskel.

For når klimaet kalder, er det elektrikere som Casper, der svarer.

Om EuroSkills 2025

EuroSkills Herning 2025 er europamesterskabet for erhvervsuddannelser og samler 600 unge fagatleter fra hele Europa.

Her konkurreres der inden for 38 fagområder, og der forventes op til 100.000 besøgende til eventet. Det er en unik platform til at fremhæve erhvervsuddannelsernes betydning for fremtidens arbejdsmarked – og den afgørende rolle, faglærte spiller i den grønne omstilling.

  • EuroSkills afholdes i Herning fra den 9.–13. september 2025.