Elektrikernes arbejdsområde udvikler sig i takt med den grønne omstilling og fremkomsten af nye teknologiske energiløsninger. Undervisningen i fremtidens energiforsyning kræver derfor også et særegent blik for de nye teknologier, der vinder indpas i stadig flere bygninger og energianlæg. Power-to-X- og forsyningsområdet bliver derfor også stadig mere relevant for elektrikere i de kommende år. Området spænder samtidig bredt fra energilagring i bygninger, batterisystemer og spændingskvalitet i forsyningsnettet til ATEX-zoner (sprængfarlige miljøer), når det handler om brint.
Derfor har ETIE, der består af repræsentanter fra TEKNIQ, Dansk El-Forbund og Blik- og Rørarbejderforbundet, sat en større indsats i gang med initiativer, der skal styrke kompetenceudviklingen på erhvervsskolerne, faglig sparring og opdateret viden om fremtidens energiforsyning. Som en del af indsatsen faciliterer Rybners Klimaerhvervsskole et fagligt lærernetværk på el-området om Power-to-X og energiforsyning.
Ny viden og faglig sparring på tværs
Det faglige lærernetværk har allerede fået vind i sejlene ved de første møder og skabt en spændende dialog mellem faglærere på tværs af erhvervsskolerne. Netværket skal give faglærerne mulighed for at opbygge ny viden og udveksle erfaringer med kolleger, der arbejder inden for de samme faglige områder. Målet er at skabe et fagligt fællesskab, hvor deltagerne kan hente inspiration og udveksle idéer til undervisningen i hverdagen.
– Udviklingen inden for Power-to-X og fremtidens energiforsyning stiller store krav til undervisningen på el-området. Med det faglige lærernetværk får faglærerne mulighed for at dele praksiserfaringer fra hverdagen på erhvervsskolerne og samtidig få adgang til den nyeste viden på området. Det er helt afgørende, at vi understøtter deres arbejde med at klæde fremtidens kursister, elever og lærlinge på til de opgaver, de møder i praksis i dag – men også til de teknologiske vinde, der blæser ind i undervisningslokalet og oplæringen i morgen, siger Pernille Meyn Milthers, udviklingschef i El- og Vvs-branchens Uddannelsessekretariat (EVU).
Som en del af indsatsen har ETIE samarbejdet med Teknologisk Institut om en analyse og udviklet en række undervisningsmaterialer om energiforsyning og Power-to-X. Materialerne omfatter blandt andet en rapport om el-kvalitet og et kompendium om energilagring i bygninger. Yderligere undervisningsmaterialer om batterisystemer og arbejde i ATEX-zoner følger i den kommende tid.
Du kan finde alle rapporter og undervisningsmaterialer om Power-to-X og fremtidens energiforsyning på Vidensportalen her.
Vil du høre mere om det faglige lærernetværk eller tilmelde dig?
Kontakt Trine Nedergaard Christensen fra Rybners Klimaerhvervsskole på tnc@rybners.dk