Med den nye struktur som netop er meldt ud fra Børne- og Undervisningsministeriet følger der en række ændringer. Det betyder blandt andet, at nye udbydere kommer til på udvalgte fagområder og at efteruddannelseslandsskabet fortsat er med til at sikre adgangen til grønne kompetencer i el- og vvs-branchen.
I Efteruddannelsesudvalget for Tekniske Installationer og Energi (ETIE) som står bag el-branchens og vvs-branchens AMU-kurser er der glæde over, at selv med den overordnede politiske målsætning om en reduktion af antal kursusudbydere, er der fortsat en bred geografisk dækning af udbydere, så faglærte i el- og vvs-branchen fortsat kan efteruddanne sig i hele landet. Det er målet, at det nye udbyderlandskab skal sikre et mere konsistent udbud af kurser til en høj kvalitet og dermed en stigning i efteruddannelsesaktiviteten:
“Den nye organisering betyder, at faglærte i hele landet fortsat kan opdatere deres kompetencer løbende og dermed blive ved med at spille en central rolle i den grønne omstilling – til gavn for både den enkelte og for branchen som helhed,” siger Pernille Meyn Milthers, udviklingschef i El- og Vvs-branchens uddannelsessekretariat.
Behovet for løbende opdatering af kompetencer er stort. Elektrikere og vvs’ere er drivkraften bag de mange teknologier, der gør den grønne omstilling mulig og sikrer stabilitet i vores energi, vand og varmeforsyning. Teknologierne udvikler sig hurtigt, og derfor er efteruddannelsesindsatsen ikke blot et tilbud om at opdatere sine faglige kompetencer, men en forudsætning for at kunne vedligeholde branchens faglighed, udvikling og kvalitet.
Tilmeld dig et af el- og vvs-branchens grønne kurser her.
Eller se et kort over AMU-udbuddet i 2026 her.