Search
Close this search box.
Search
Close this search box.

Sofie i praktik hos Kemp & Lauritzen: “Det er lige mig det her”

Efter sejren i kabeltræk-konkurrencen på elektrikerområdet til EuroSkills 2025 i september fik 14-årige Sofie Holdt Pedersen i sidste uge endelig sin præmie – en dag som elektrikerlærling hos Kemp & Lauritzen.

I september deltog Sofie Holdt i en kabeltræk-konkurrence til EuroSkills 2025, hvor deltagerne skulle trække kabler på tid. Sofie imponerede med god teknik, et stort engagement og et virkelig flot tempo og kunne stolt kalde sig vinder med den hurtigste tid af alle.

Præmien var en praktikdag hos Kemp & Lauritzen, hvor Sofie i sidste uge fik lov til at prøve faget i praksis, sætte lamper op og arbejde med forskellige mindre el-opgaver og lære mere om elektrikerfagets mange muligheder. Til dagen stillede Milwaukee arbejdstøj, sikkerhedssko samt værktøj til rådighed, så Sofie kunne få mest muligt ud af oplevelsen.   

Sofie var derfor klædt helt perfekt på fra start til en spændende dag som elektrikerlærling. En oplevelse, som hun tydeligt var meget begejstret for:

Jeg synes elektrikeruddannelsen lyder helt vildt spændende, og i dag har jeg fået endnu mere lyst til at prøve det af. Jeg har haft en virkelig god dag – det er lige mig det her,” fortalte Sofie med et smil, der næsten kunne lyse et helt værksted op.

Tænde gnisten for elektrikerfaget hos de unge

For Kemp & Lauritzen handlede praktikdagen både om at give Sofie en god oplevelse og om at vise, hvor spændende elektrikerfaget er og dets mange muligheder. Emilie Rath, Talent- og rekrutteringsleder hos Kemp og Lauritzen, var også fuld af ros til Sofie efter dagen:

Sofie er et fantastisk eksempel på, hvor meget potentiale og motivation der ligger i de unge, når de får lov til at prøve tingene af i virkeligheden. Hun stillede gode og nysgerrige spørgsmål og kastede sig ud i opgaverne med stor energi. Vi håber, oplevelsen giver Sofie mod på at udforske elektrikerfaget endnu mere.”

Hos EVU var begejstringen lige så stor. Gorm Hansen, Chefkonsulent hos EVU, fremhævede samtidig, hvor vigtigt det er, at unge tidligt får praktisk erfaring med de tekniske erhvervsuddannelser:

Når unge som Sofie får en reel smagsprøve på elektrikerfaget, styrker det både deres mod, nysgerrighed og forståelse for de mange muligheder inden for faget. Oplevelser som denne tænder gnisten hos de unge – en gnist, som vi selvfølgelig håber, Sofie kan tage med videre ind på elektrikeruddannelsen om et par år.”

Om Sofie bliver elektrikerlærling om nogle år, må tiden vise. Men én ting er sikkert: Sofie har fået en oplevelse, der kan blive begyndelsen på en strålende faglig rejse – og en solstrålehistorie, der forhåbentlig kan inspirere endnu flere unge kvinder til at udforske elektrikerfaget.