Med seks nyudviklede AMU-kurser, der udgør et samlet forløb på 41 dage, gør TEKNIQ og Blik og Rørarbejderforbundet det nu muligt for branchens virksomheder og medarbejdere at opkvalificere kompetencerne indenfor montering af ventilationssystemer. Der er kursus-start den 22. september 2025 på Roskilde Tekniske Skole
Efterspurgt mulighed for opkvalificering
Ventilationsområdet har udviklet sig hurtigt og parallelt med det stigende fokus på bygningers energiforbrug. Området bliver i stigende grad komplekst, og det spejler sig også i monteringen; et ventilationssystem af høj kompleksitet stiller også krav til montagen og montørens kendskab til korrekt montering, brandlukninger mv. Et eksempel herpå er Niels Bohr bygningen (en del af Københavns Universitet), hvor hovedparten af det meget omfattende ventilationssystem var udført forkert og måtte udskiftes. Der blev fundet mere end 10.000 fejl i brandlukninger omkring fx ventilationsrør, hvilket var medvirkende til at både fordyre og forsinke byggeriet. En af årsagerne til fejlene, blev af Vejdirektoratet angivet til netop at være mangel på kvalificeret arbejdskraft. Med ventilationsmontøruddannelsen vil det være muligt at opkvalificere ufaglærte, og imødekomme den kraftige efterspørgsel på dygtige medarbejdere med kompetencer indenfor ventilationsmontage.
Det indeholder kurserne
Kurserne giver deltagerne de nødvendige kompetencer til at arbejde professionelt med ventilationssystemer, der spiller en central rolle i bygningers energieffektivitet. Uddannelsesforløbet dækker montering af rør, kanaler og armaturer, tilpasning af hætter og inddækninger samt korrekt udførelse af brandlukninger og isolering. Deltagerne lærer også at færdiggøre og overdrage ventilationsanlæg efter montering.
AMU-forløbet indeholder følgende
- Sikkerhedspakke – (forskellige kursusnumre) 7 dage
- Ventilationsmontør – rør og kanaler (kursusnr. 22531) 8 dage
- Ventilationsmontør – armaturer og komponenter (kursusnr. 22532) 7 dage
- Ventilationsmontør – hætter og inddækninger (kursusnr. 22533) 7 dage
- Ventilationsmontør – intro til brand og isolering (kursusnr. 22534) 7 dage
- Ventilationsmontør – overdragelse (kursusnr. 22535) 5 dage
Læs mere om indholdet i kursusforløbet i info-flyeren, hvor du også finder link direkte til kursustilmelding.
Kurserne udbydes på Roskilde Tekniske Skole med opstart den 22. september.
Kurset består af AMU-kurser, der giver mulighed for VEU-godtgørelse samt tilskud fra VVS-branchens Kompetenceudviklingsfond.